Gæsteblogger: Sarah Louise Kriesz

11167590_10153299530699532_1946753730_o

Sarah er i praktik hos Folkekirkens Nødhjælp i Kirgisistan.

Foto: Sarah

Foto: Sarah Louise Kriesz.

Siden slutningen af januar har jeg været i praktik hos Folkekirkens Nødhjælps kontor i Kirgisistan, hvor jeg primært arbejder med kommunikation og en smule med fundraising.

Som læseren måske er klar over, skal landekontoret her lukke ned om tre år. En besked, som vi fik fra hovedkontoret tre dage inde i min første rigtige arbejdsuge. Det er selvsagt noget, der har præget mit praktikforløb meget, både fordi mine kolleger lige har skullet ”lande igen” efter den oplysning og finde ud af, hvad der så skulle ske, og fordi jeg synes, at jeg har lært meget af at være vidne til processen.
Det har også betydet, at fundraising delen af mit arbejde er blevet meget mindre, end det vist egentlig havde været tanken.

Da Bettina oprindeligt spurgte, om jeg ville skrive et indlæg til hendes blog, var jeg selvfølgelig smigret, for jeg ved, at hun er meget seriøst omkring arbejdet med den. Men det fik mig også til at lægge hovedet i blød, for hun havde blandt andet spurgt, hvordan jeg følte, at jeg gør en forskel.
For hvor jeg føler, at praktikken gør en stor forskel for mig, har jeg svært ved at vurdere det den anden vej rundt.

Jeg lærer en masse
For mig er det givende i det hele taget at bo i Kirgisistan – et land de færreste ved hvor er og som ikke engang Borgerservice kan stave til. Det giver mig en masse at være en del af en international arbejdsplads, og at komme ud og møde vores partner organisationer og skrive artikler om deres arbejde.
Det er samtidig den arbejdsplads jeg har haft, hvor jeg har haft de frieste tøjler i forhold til, hvad jeg skulle lave og hvordan. Det er både en udfordring og en gave.
Jeg kan ikke altid sætte ord på, hvad det er jeg lærer, men jeg kan mærke, at jeg lærer en masse. Både professionelt og personligt, selvom jeg egentlig ikke tror helt på, at de to ting kan skilles 100% ad.

Blomst, Kirgisistan

Foto: Hjørdis Jepsen Clemmensen.

Men hvordan er jeg så selv til gavn?
Jeg skulle først og fremmest gerne være en støtte for de faste medarbejdere i deres arbejdsopgaver. Den del af mit arbejde, der kan ses af folk udenfor kontoret, består primært af at opdatere vores Facebookside (noget jeg ikke kan gøre alene, da alle opdateringer så vidt muligt også skal skrives på russisk og kirgisisk) og i at skrive artikler til Folkekirkens Nødhjælps danske hjemmeside.

Mit håb er, at dem der læser, det jeg skriver, om ikke andet bliver klogere på denne glemte afkrog af verden. På den måde, kan jeg da håbe, at jeg gør en forskel. Jeg kan bare ikke tage og føle på den. Dog er kommunikation helt fundamentalt, hvis man skal lave udviklingsarbejde.

1) For det første er det vigtigt at fortælle, hvad det er for nogle problemer folk har, og hvordan de sammen med organisationen, arbejder på at løse dem.

2)For det andet, er man også nødt til at gøre det på den rigtige måde, så man snakker værdigt om de mennesker man hjælper, og man både skildrer problemerne og håbet og potentialet for udvikling.
For ellers er der ingen der støtter op.

Kirgisistan, sommer.

Foto: Sarah Louise Kriesz..

Du kan læse Sarahs artikler om Folkekirken Nødhjælps arbejde her:

Du kan også læse meget mere om Sarahs oplevelser i Kirgisistan på hendes egen blog: The purple penguin in Bishkek.

Læs mere om Folkekirken Nødhjælp’s arbejde i Central Asien.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...