I fredags var det min sidste dag i Amnesty International – i hvert fald for denne gang.

PÅ GENSYN AMNESTYI løbet af mine fire måneder hos Amnesty har jeg undersøgt, hvordan Amnesty mest fordelagtigt kan afholde en landsindsamling i 2017. Jeg har jo efterhånden en hel del erfaring med landsindsamlinger både som indsamler, frivillig koordinator, phoner, kommunikationsmedarbejder og kampagnemedarbejder hos bl.a. Dansk Flygtningehjælp, SOS Børnebyerne og Red Barnet.
Selvom jeg efterhånden har prøvet kræfter med mange forskellige aspekter af en landsindsamling, så havde jeg aldrig prøvet at være med fra opstartsfasen før. Derfor har det været utrolig spændende og lærerigt at diskutere forskellige landsindsamlingsmodeller, lave profiler over den typiske indsamler, afholde indsamlingsbøsse-møde og meget mere.

Jeg fik også tid til lidt journalistisk arbejde, og har oversat og omskrevet gode nyheder fra Amnestys internationale sekretariat til den danske hjemmeside. Det har været rart at have fokus på alle de glædelige begivenheder, som Amnesty har opnået, da mennesker stadig udsættes for grufuld totur, lidelser og menneskerettigehedsbrud. Du kan læse Amnestys gode nyheder under hvorfor-amnesty, fordi det virker.

Kagesultne kollegaer

Jeg håber selvfølgelig, at det bliver et på gensyn med Amnesty, da jeg har været rigtig glad for at arbejde der. Derfor sagde jeg ikke farvel, men på gensyn til alle mine kollegaer, da jeg i fredags serverede Rabarber Crumble og kaffe i køkkenet. Da halvdelen af Amnesty deltog i folkemødet havde jeg ikke forventet, at der ville komme så mange, og havde satset på, at to hjemmebagte kager var nok (både da jeg tog afsked i Dansk Flygtningehjælp og Red Barnet var jeg kommet hjem med en masse kage i overskud). Men da jeg tog kagen ud af ovnen, må duften af rabarber med blød marcipan og mandler have spredt sig i samtlige kontorer, til trods for, at det havde været en ualmindelig stille fredag, fyldtes to langborde efterhånden med kagesultne kollegaer. Kagerne forsvandt hurtigt og dem, der kom dryssende senere, måtte skrabe fadet for at smage lidt rabarber fra min morfars have.

Min chef Henrik slog på glasset og sagde et par fine ord om min arbejdsindsats, hvilket var utrolig dejligt. Ros kan man vel næsten ikke få for meget af – altså lige bortset fra, når ens mor begynder at fortælle alle, der gider lytte, om ens fantastiske bedrifter. Jeg fik også en flot afskedsgave, Jakob Ejersbos Afrika-triologi, som jeg glæder mig til at læse, når Magnus og jeg rejser til Tanzania.

Vemodigt at sige farvel

Det var nu alligevel lidt vemodigt at rydde mit skrivebord, aflevere min nøgle og farvel-kramme mine kollegaer, som jeg jo først lige var begyndt at lærer at kende. Det har været så spændende at være en del af Amnestys sekretariat de sidste fire måneder. At få indsigt i deres vigtige arbejde og arbejdsgange, møde alle de flittige medarbejder, der løber fra det ene møde til det andet med en kop kaffe i hånden, deltage i oplysende morgenmøder og diskutere landsindsamling med medarbejdere og frivillige har kun bekræftet mig i, at NGO-verdenen er et område, som jeg gerne vil beskæftige mig meget mere med.

Nu er den foreløbige plan at skulle tilbage til studiet og færdiggøre min kandidat i Internationale Udviklingsstudier og Kommunikation, og så må vi se, hvad fremtiden bringer. Det sidste år har været præget af en god gang medvind og overraskende jobtilbud fra mit netværk, så jeg er spændt på, hvor jeg havner næste gang.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...