I arbejdet med min blog er det gået op for mig, at jeg bliver nødt til at give noget mere af min egen person, hvis jeg gerne vil inspirere jer til, hvordan I kan gøre en forskel for andre i jeres hverdag.
Tidligere har jeg fortalt om de velgørende arrangementer, jeg har deltaget i og fortalt om mit arbejde. Men jeg har ikke delt så meget ud af mit privatliv og mine inderste tanker. Det skyldes nok, at jeg har været lidt påpasselig med, hvad jeg lagde på nettet, og herudover har jeg også tænkt, at folk jo nok var ligeglade med mit privatliv. Dette vil jeg dog prøve at lave om på nu, og derfor kommer dette blogindlæg, som jeg føler er utrolig personligt, men på en måde også spændende at dele med jer.

Magnus og jeg er gået fra hinanden

Min tidligere kæreste Magnus og jeg gik fra hinanden i januar, efter at have været sammen de sidste seks år. Jeg troede virkelig, at det var ham, som jeg skulle starte et familieliv og blive gammel med. Derfor har det været en kæmpe omvæltning pludselig at skulle indstille mig på, at jeg nu er single igen. Det har været super hårdt som skruk kvinde med de 30 lige om hjørnet.

I starten kunne jeg slet ikke sove. Jeg lånte alle min mors meditations-cd’er, spiste urtepiller og drak store mængder ”godnat-te” for at hjælpe søvnen på vej. Jeg forestillede mig, hvordan jeg ville ende barnløs og ensom omgivet af en masse katte (og så bryder jeg mig ikke engang specielt meget om katte, selvom jeg har brugt de sidste seks år, på at komme ind på livet af min x-svigermors to katte), hvilket ikke ligefrem gjorde dette fremtidsperspektiv bedre.

Det har været hårdt. Vi har haft mange gode år sammen, og jeg holder meget af Magnus, så det er stadig hårdt. Men nu hvor Simone, Louise, Ofelia og jeg undersøger, hvordan vi kan fremme trafikken til min blog, så mine velgørende budskaber kan nå ud til endnu flere, så er det som om, at det ikke gør helt så ondt længere.

Måske kan velgørenhed virkelig lindre kærestesorg. Jeg er i hvert fald blevet fuldstændig opslugt af arbejdet med min blog, sammen med Louise, Ofelia og Simone.

Ingen kæreste-krav

Jeg har lidt en tendens til at blive meget opslugt af de ting, som jeg sætter mig for, og de sidste par år har jeg arbejdet på ikke at forsvinde for omverdenen, hver gang jeg skrev projekt på RUC. Jeg øvede mig i at være en nærværende kæreste, selvom jeg havde super travlt med studiet. Jeg blev virkelig også bedre og bedre til det – den kredit skal jeg altså lige have, men nu hvor jeg er single og der faktisk ikke længere er nogen, der har kæreste-krav til mig, så kan jeg jo gøre, præcis som jeg vil. Det er en virkelig mærkelig følelse, skræmmende, men også mega fed. Jeg har kunne forsvinde fuldstændig ind i min egen boble, sidde og arbejde på min blog til klokken fire om natten, uden at der er nogle, som har brokket sig, og som jeg har skulle rette ind efter.

Så ja, måske kan velgørenhed virkelig lindre kærestesorg. Jeg er i hvert fald blevet fuldstændig opslugt af min blog, og jeg har fået lyst til at investere mere tid i den, da jeg virkelig tror på, at I er nogle mennesker derude, der har lyst til at lade jer inspirere af alle de fantastisk mange muligheder vi har for at gøre noget godt for andre, så vi sammen kan sprede ringe i vandet.

Har du også oplevet at blive så passioneret omkring noget, at du forsvandt for omverdenen for en stund?