Da Tanja og jeg var i Uganda mødte vi selvfølgelig også lidt af Brians familie. Brian havde lavet lækkert traditionel mad til de skulle komme om søndagen. Der var bl.a. avokado, græskar, matoke (som er en anden slags bananer end dem vi kender i Danmark. De smager ikke af så meget, men moses sammen og minder lidt om kartoffelmos), og så var der g-nut sovs, som smager af peanuts.

Traditionel mad som Brian havde kokkereret. Tanja og jeg står i køkkenet i den lejlighed, som vi lejede under vores ophold i Uganda.

Fra venstre: Mayinja, Asher, Brian, Anna og Victor.

Brians bror Ronald Mayinja kom sammen med sin kone Asher og deres to børn Anna og Victor. Herudover kom Brians søster Jolly også. De var alle meget interesseret i Tanjas og mit projekt, og vi fik nogle rigtig gode snakke med dem om bl.a. den store mængde af genbrugstøj i Uganda.

Generelt har Brians familie været super hjælpsomme i forhold til vores speciale, hvilket jeg gerne vil sige dem et stort tak for.

Lidt af en kendis

Om eftermiddagen tog vi ned til en stor sø, hvor uganderne kommer for at slappe af og hygge sig. Som jeg tidligere har nævnt er den offentlige transport i Kampala ikke særlig god, og derfor skulle vi alle sammen være i Mayinja og Ashers bil. Jeg troede faktisk ikke det var muligt, men det endte med, at vi sad fire voksne på bagsædet sammen med Anna på 12 og Victor på 10.
Da vi ankom til søen, var der mange, som hilste på og så efter Mayinja og efterhånden som jeg fik snakket mere og mere med ham gik det op for mig, at han var lidt af en kendis. Faktisk er han Ugandas svar på Kim Larsen. Han skriver sange med budskaber til folket bl.a. om at stå sammen og undgå korruption. Efterfølgende har jeg set ham på flere plakater og i reklamefilm i fjernsynet, hvilket var lidt skægt.

Ved denne sø kommer mange ugandere for at hygge sig og slappe af.

 

Servering ved vandet.

Fra venstre: Mig, Mayinja, Asher, Malaica, Brian, Jolly og Tanja.

 

Ved søen fik vi friskfanget fisk, som vi delte og spiste med hænderne. Fisken var super lækker og der var en hyggelig stemning. En mand gik rundt og tilbød børnene ansigtsmaling. Jeg faldt i snak med familien, der sad ved bordet bag os, og fik lov til at tage et billede af familiens to døtre, der både var blevet malet i ansigtet og havde formede balloner på hovedet. Det var spændende at se en anden side af Uganda, fremfor blot det hårde liv på Owino marked.

 

Lækker frisk fisk.

 

Brian og Jolly.

 

Mange af børnene gik rundt med balloner på hovedet og disse to havde også været så heldige, at de var blevet ansigtsmalet.

 

Desværre synger Mayinja kun på luganda og ikke på engelsk. Hans sange har dog en meget god rytme og du kan høre en af sangene her. Måske handler denne sang netop om de lækre fisk, som vi spiste ved søen?

 

Hvad tror du, at sangen handler om?

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...