DSC_2621

Nu har jeg efterhånden været i Indien i en uge, hvor Kirstine og jeg har besøgt Aktion Børnehjælps partner Cecowor. Her har formanden Susairaj og hans medarbejdere taget godt i mod os og givet os et indblik i deres arbejde. Vi er bl.a. blevet kørt af små snoede veje ud til landsbyer med romaer, hvor Aktion Børnehjælp og Cecowor samarbejder om skoleprojekter. Mange af romaerne er analfabeter og lever af at sælge hjemmelavede halskæder.  Flere af de forældre, som vi mødte, drømmer om, at deres børn får en uddannelse, så børnene har mulighed for en bedre fremtid.

Det der har overrasket mig mest ved vores besøg i disse små landsbyer er, hvor glade og i mødekommende i sær børnene har været. Selvom romaerne bor i små palmehytter eller mørke cementhuse og ikke ejer meget andet, så er der ingen, der har tigget og bedt om penge. I stedet har børnene flokkes om mit kamera og opfordret mig til at tage billeder af dem. Pigerne har taget deres mindre søskende på armen og stillet op til foto, og der har været kamp om at komme med på billederne. Jeg havde ellers ikke troet, at mennesker med så få ressourcer, ville være meget for at få taget billeder, men der har jeg virkelig taget fejl. Jeg har endda fået lov til at fotografere flere af husene, som børnene stolt har vist frem. I samtlige landsbyerne har jeg haft en skare af børn i hælene, uanset hvor jeg befandt mig. Det har været dejligt, at jeg frit har kunne tage billeder, men børnenes iver for at komme med på billederne, har gjort det svært at fotografere noget som helst uden, at der er fem børn med i billedet.

Vil du vide mere om romaerne og Aktion Børnehjælps arbejde i Indien, så følg med på Aktion Børnehjælps Facebookside og hjemmeside. Her vil vi lægge en masse spændende historier og interviews op fra vores ophold i Indien.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...