I denne weekend skal jeg til Amnestys årlige landsmøde i Nyborg. Jeg glæder mig meget, da de to landsmøder, som jeg tidligere har været med til, har været super spændene. Især ser jeg frem til de mange foredrag som landsmødet byder på. Amnesty har nemlig inviteret en lang række internationale gæster. Bl.a. kommer den tidligere Guantánemo fange Mohamedou Slahi og fortæller om sine 14 år i fangelejren og om den grufulde totur, som han blev udsat for. Jan Grarup, som er en af verdens bedste pressefotografer, viser billeder fra 25 års krige og konflikter. Og så kommer Albert Woodfox og Robert King, der tilsammen har tilbragt 70 år i isolationsfængsel for forbrydelser, de ikke har begået.

Jeg skal selvfølgelig med på landsmødet for at arbejde. Bl.a. skal jeg være mikrofonholder til nogle af foredragene og så har Mette og jeg aftalt at tilbringe alle pauserne ved kagebordet, så vi kan få snakket med en masse af Amnestys medlemmer om arv og testamente. Kagebordet er helt sikkert den bedste strategi – da det må være her folk hænger ud og nåh ja … Så kan vi også spise en masse kage.

På vej til Amnestys landsmøde i det outfit, som jeg godt turde dukke op i.

Da bussen mod Nyborg allerede kørte fra byen kl. 6.45 i morges, pakkede jeg selvfølgelig mine ting fredag aften, og her kom så det klassiske spørgsmål, som du helt sikkert kender. Hvad skulle jeg tage på? For hvad tager man egentlig på til et landsmøde i en NGO, hvor man skal repræsentere organisationen?
Jeg kom i tanke om min nyeste synd – købet af en vildt flot Stop Staring kjole, som var ALT for dyr. Jeg undskyldte købet med, at jeg helt sikkert ville bruge den rigtig meget og så var den jo ikke så dyr, hvis man dividerer prisen ud på alle de gange, som jeg har tænkt mig at have den på. Det ville være super oplagt at indvie kjolen til Amnestys landsmøde, da den er flot og formel, men jeg turde alligevel ik bare troppe op i den. Måske er den alligevel lidt for formel og lidt for tætsidende? På den anden side føler jeg mig super flot, feminin, seriøs og voksen, når jeg har den på. Og når det kommer til mit arbejde i Amnesty vil jeg netop gerne se professionel, voksen og seriøs ud, som en kvinde på snart 30, fremfor en pige på 23 (som mange kvinder på min alder bliver skudt til at være).
Jeg ville ønske, at jeg bare turde troppe op i den og hvile i det, men jeg kan mærke, at jeg bliver en smule usikker, da den stilmæssigt jo er anderledes end det tøj jeg ellers render rundt i. Derfor har jeg nu pakket den ned i min lille weekend-kuffert, for så kan jeg bruge i dag på at lure, hvad mine kollegaer tager på, og så håber jeg, at jeg er modig nok til at tage den på i morgen.

Kryds fingre for, at jeg er modig i morgen og ikke lader mig begrænse af andres mening og fortæl mig endelig, hvis du har haft de samme tanker. Jeg ser frem til et rigtig godt landsmøde. God weekend til jer alle.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...