Da jeg var i Indien med Aktion Børnehjælp besøgte jeg deres indiske samarbejdspartner Cecowor (Coordination of voluntary work and research). Jeg tilbragte en uge hos Cecowor, hvor Susairaj (stifteren af Cecowor) viste mig flere af deres projekter. De arbejder bl.a. for, at romaer tør drømme om en bedre fremtid. Under mit ophold fortalte Susairaj mig sin egen historie. Som barn har han også selv skulle kæmpe for at opnå sine egne drømme.

Susairaj, manden bag Cecowor. Foto: Bettina Stuhr Lindskow.

Susairaj, manden bag Cecowor.
Foto: Bettina Stuhr Lindskow.

Susairaj er vokset op i en lille landsby i Tamil Nadu. Hans far var landarbejder og arbejdede hårdt, for at få mad på bordet.

”Hvis min far var syg og ikke kunne arbejde, så var der ikke råd til mad.” fortæller Susairaj. Familien levede under meget trange kår i den laveste ende af Indiens kastesystem. Heldigvis var den lokale skole næsten gratis, så Susairaj og hans to søskende fik mulighed for at gå i skole. I skolen klarede han sig rigtig godt og fik meget flotte karakterer.

Drømte om universitetet

”Var jeg taget til USA var jeg blevet god til at tjene penge, men jeg ville ikke være kommet i berøring med min egen medmenneskelighed,” siger Susairaj. Foto: Bettina Stuhr Lindskow

”Var jeg taget til USA var jeg blevet god til at tjene penge, men jeg ville ikke være kommet i berøring med min egen medmenneskelighed,” siger Susairaj.
Foto: Bettina Stuhr Lindskow

”Jeg har altid haft en drøm om at komme på universitetet, men når jeg fortalte folk om min drøm, sagde de fleste, at det kunne jeg godt glemme alt om. Jeg er jo søn af en lavkaste,” forklarer Susairaj og fortsætter, ” der var ingen, der troede på mig, hvilket fik mig til at kæmpe for endnu bedre karakterer i skolen.”

Susairajs slid og ihærdighed blev spottet af den lokale præst, der gerne ville hjælpe Susairaj. Derfor tog præsten ham med til et universitet i Chennai. Her mødtes de med rektoren for at høre, hvad mulighederne var for at optage Susairaj på universitetet. Rektoren afviste dem blankt og mente bestemt ikke, at en dreng som Susairaj på nogen måde kunne gennemføre en universitetsuddannelse.

”Niveauet på universitetet havde været alt for svært for rektorens søsters søn, på trods af, at han tidligere havde gået på en god english medium school. Søsterens søn måtte gå om flere gange, og da jeg intet engelsk kunne, mente rektoren ikke, at jeg ville kunne følge med i undervisningen,” husker Susairaj, men rektorens kommentarer tog ikke modet fra ham. Han blev ved med at insistere på, at han ville på universitetet.

Du kan ikke dømme mig på min baggrund, men på mine karakterer,” havde han sagt og til sidst gav rektoren efter og lod Susairaj starte på universitetet.

Præsten sørgede for, at Susairaj fik et statsstøttet legat, så han kunne flytte til Chennai og forfølge sin drøm.
Susairaj fik hurtigt travlt. Ikke nok med, at han skulle følge undervisningen på universitetet, skulle han også til at lære engelsk. Så for at få råd til det hele, underviste han yngre studerende i regnskab. Sådan fik Susairaj en uddannelse inden for handel og jura.

Giv noget tilbage til lokalsamfundet

”Jeg drømte om at rejse til USA, købe et stort hus, en fed bil og tjene en masse penge,” Susairaj smiler ved tanken for sådan gik det ikke. Præsten bad Susairaj om at vente et år med at rejse og forfølge sine drømme. Han mente nemlig, at Susairaj burde finde en måde at give noget tilbage til det samfund, som han kom fra.
”Jeg skulle være et eksempel på, at man med viljestyrke godt kan arbejde sig op i livet.”

Modvilligt lod Susairaj sig overtale til at blive og finde en måde at give noget tilbage til de laveste kaster i Indien. Det gik op for ham, at han og andre lavkaster gang på gang blev diskrimineret. Denne diskrimination fandt sted alle vegne bl.a. i kirken, hvor lavkaster skulle sidde bagerst. Derfor mobiliserede Susairaj en stor bevægelse mod kastesystemet i kirken og fik over 5000 mennesker til at deltage i en demonstration. Dette gentog sig i flere forskellige byer rundt omkring i Tamil Nadu.

Kirken fik Susairaj smidt i fængsel, men dette var blot brænde på bålet. Susairajs kampgejst for at få ændret samfundet havde aldrig været større. Drømmen om USA blev erstattet med lysten til at ændre livsvilkårene for fattige børn, og kæmpe for deres rettigheder.

”Var jeg taget til USA var jeg blevet god til at tjene penge, men jeg ville ikke være kommet i berøring med min egen medmenneskelighed,” siger Susairaj og fortryder ikke, at han ikke rejste til USA dengang.

I dag er Susairaj gift med Ambika, som tilhører en højere kaste end ham selv. Foto: Bettina Stuhr Lindskow

I dag er Susairaj gift med Ambika, som tilhører en højere kaste end ham selv. Foto: Bettina Stuhr Lindskow

Motiverer børn til at tage deres skolegang alvorligt

Efterfølgende har Susairaj lejet en bus og transporteret 130 børn med hen på universitetet i Chennai. Børnene var både romaer, stammefolk og fra andre lave kaster i samfundet. Det har været vigtigt for Susairaj at vise børnene universitetet, så de kan visualisere de mange muligheder, som universitetet kan tilbyde dem, hvis de tager deres skolegang alvorligt og arbejder hårdt. Susairajs egen drøm om en uddannelse er det han kæmper hårdt for, at andre børn også skal kunne opnå.

”De skal turde drømme stort og vide, at ens fremtid ikke nødvendigvis er givet på forhånd.”
Det må man sige, at Susairajs selv er et levende bevis på.

 

Vil du læser flere spændende beretninger fra Indien, så besøg Aktion Børnehjælps blog.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...