I dag har været en super god dag. Tanja og jeg føler, at vi rigtig er kommet i gang med at samle empiri til vores speciale, og det har været virkelig spændende. Vi tog forbi Owino marked, som er det største marked med second hand tøj her i Kampala. Vores plan var at kigge lidt rundt og smalltalke med folk, da vi var usikre på, hvorvidt folk havde lyst til at fortælle os om deres ”butikker” og om det ville være sikkert for os at bevæge os rundt på dette meget kaotiske marked.
Vi havde været en kort tur forbi Owino marked i går, og var begge blevet ret overvældet over mængden af mennesker, hvor tæt boderne lå og hvor smalle labyrintstierne var. I ny og næ skulle vi sørge for at dukke os eller springe til siden, når mænd kom gående i et rask tempo med tunge sække på hovedet. Tanja nåede ikke at dukke sig den ene gang, og fik sækken lige i hovedet og en anden gang, hvor jeg forsøgte at komme ind til siden, landede jeg med armen i en kæmpe sæk med krydderier. Når vi passerede boderne kiggede sælgerne på os og mange råbte: ” Mzungu” som betyder hvid og holdt deres tøj frem mod os. Et par enkelte tog fat i armen på mig og insisterede på, at jeg kiggede på deres tøj. Derfor var vi lidt usikre på, om det var en god ide, at vi bevægede os ind i denne labyrint alene.
Folk på vej ind på Owino marked.
Owino marked er det største marked, der sælger second hand tøj i Kampala.
Så igen i dag fik vi vores chauffør til at gå med os ind på marked. Vi havde aftalt hjemmefra, at vi ville opsøge kvinderne, da de ikke kommer med de samme tilnærmelser som mændene, og derfor havde vi en ide om, at vi bedre ville kunne snakke stille og roligt med kvinderne på marked.
I indgangen til marked stod et par unge fyre med en kæmpe bunke tøj, som det lignede, at de sorterede. De havde spredt det ud over en blå presenning, og vi blev nysgerrige på, om de mon netop havde modtaget tøjet. Vi forsøger jo at finde ud af, hvor alt det her second hand tøj kommer fra. Hvad ugandernes syn på tøjet er og hvad tøjet betyder for både sælgerne og køberne af tøjet. Som jeg fortalte i blogindlægget: Vi rejser til Uganda i aften vil Ugandas regering muligvis forbyde importen af second hand tøj i 2019, og Tanja og jeg vil derfor finde ud af, hvilke konsekvenser det kan få for de Ugandere, som lever af at sælge tøjet til dagligt.
Mugisha og hans to hjælpere, der sælger second hand tøj på Owino marked.
Ved synet af fyrene, der sorterede tøjet, blev vi enige om, at vi lige så godt kunne springe ud i det og gik derfor hen til dem og spurgte, hvad de lavede. De forstod ikke så godt engelsk, men det varede ikke længe før deres chef Mugisha kom hen og snakkede med os. Han snakkede fint engelsk, så vi smalltalkede lidt om tøjet og hans butik (der bestod af den blå presenning), og da han var meget snaksaglig fik vi langsomt spurgt ham om en masse af de spørgsmål, som vi havde forberedt hjemmefra. Der var dog meget støj fra vejen og marked, så det var svært at høre, hvad han sagde og han måtte gentage sig selv en del gange.
Mugisha bekræftede, at det tøj han solgte var second hand tøj og han mente det kom fra Kina eller Korea. Da vi spurgte, om han også modtog second hand tøj fra Vesten, sagde han noget ret sjovt. Han sagde, at han ikke ville købe dette tøj, fordi størrelserne var for store, og at second hand tøjet fra Kina passede bedre.
Efter vi havde snakket længe forklarede vi ham, at regeringen i Sydafrika har forbudt alt import at brugt tøj, og spurgte hvad det ville betyde for ham, hvis regeringen i Uganda engang i fremtiden også ville forbyde brugt tøj i Uganda. Mugisha sagde, at så ville han græde. Denne blå presenning fyldt med brugt tøj er hans forretning, som han har haft i 16 år. At sælge tøj er det han kan og det han lever af.
Efter denne gode samtale med Mugisha fik vi mod på at bevæge os længere ind på marked. Vi fandt et sted, hvor vi skrev alt ned, hvad han havde sagt, så vi ikke glemte det.
Vi sneg os ovenpå, hvor vi kunne sidde og skrive noter uden at tiltrække os for meget opmærksomhed. Bag Tanja står vores chauffør Sadam.
Vi fandt en række sælgere, der solgte brugt børnetøj og Tanja købte en Minni Mouse bluse og en Batman bluse for 9 kr. til sin datter. Det førte til endnu en lang snak med 24-årige Ssettumba, der fortalte at det tog ham en uge at sælge den bunke tøj, der lå foran ham. Han havde en flot gul puma t-shirt på, som han selv havde købt på marked. Vi spurgte, hvem han troede, der havde haft t-shirten før ham, og han svarede, at blusen sikkert havde tilhørt en sportsmand fra England eller Amerika.
Semakula og hans søster foran deres butik med brugte sko.
Da vi sad og noterede vores samtale med Ssettumba i vores notesbøger, kom en række mænd hen til os, nysgerrige på hvad vi lavede. I blandt dem var bl.a. 28-årige Semakula, som solgte brugte sko. Han fortalte, at han drømmer om at åbne en butik udenfor marked. På marked er det nemlig kun de lavere klasser, der kommer og han vil gerne sælge tøj til alle. Også til sådan nogle som os. Hver aften beder han til gud om muligheden for en dag, at kunne åbne sin egen butik.
Klokken var lynhurtigt blevet to, og Semakula tilbød at købe noget mad på marked for os. Vi var nysgerrige på at smage noget lokalt mad, men overvejede lige en ekstra gang om vores maver nu også ville kunne tåle at spise det. Vi valgte at tage chancen og gav 17 kr. for mad til os begge og vores chauffør. Semakula ville ikke have mad, så vi købte ham en cola som tak for hans tid.
Tanja og jeg tog chancen og valgte at spise lokalt mad på Owino marked. Vi fik ris, sweet potato, banan og lidt kød. Vi krydser fingre for, at vi ikke bliver syge.
Vi har bare haft en rigtig god dag, og mødt så mange søde mennesker, der gladelig ville fortælle om deres butikker og deres hverdag. Vi nåede slet ikke at få snakket med kvinderne på Owino marked, og ser frem til at komme igen på mandag, så vi kan få snakket med dem.
Lokalmiljøet lige ved indgangen til Owino marked.
Lokalmiljøet lige ved indgangen til Owino marked.
Er der et specifikt spørgsmål, som du tænker, at vi bør spørger tøjsælgerne på Owino marked om?
kære Bettina . Nu har jeg læst din blog igennem indtil flere gange , og det er ikke sidste gang 🙂 – Med stor interesse har jeg læst om jeres første dage i Uganda, jeg må sige I er et par modige damer, respekt og hatten af , men overdriv nu ikke – mit pyllemorinstinkt er helt oppe at køre 😉 – når det så er sagt, har jeg lige et par betragtninger…. Jeg var så naiv at tro at det tøj man giver til røde kors/genbrugsbutikkerne i Danmark enten bliver solgt der, eller bliver sendt videre til trængte folk i 3. lande — jeg kunne godt tænke mig at vide om disse mennesker her køber det brugte tøj for at sælge det videre eller får de det “blot” udleveret til videre salg ? hvis ja til det første : hvem køber de det af ? dernæst – håber I får talt med kvinderne på markedet i morgen er spændt på at læse videre. Alles gute von hier :))))
Kære Jonna.
Tak for din fine kommentar, og dine spørgsmål.
Jeg er glad for, at du har læst med og synes om min blog. Jeg bruger også meget tid på den 🙂
Tanja og jeg har begge rejst meget, og skal nok tage vores forholdsregler og passe på hinanden. Men alle vi har mødt hernede har været utrolig flinke og imødekommende 🙂
Røde kors skriver selv på deres hjemmeside: ”Røde Kors sorterer tøjet og sørger for, at alt bliver genbrugt, så det bliver til mest mulig hjælp. Det gode og brugbare tøj bliver enten givet væk eller solgt i vores genbrugsbutikker over hele landet. Tøj, som ikke kan sælges i butikkerne, bliver solgt til udlandet enten som beklædning eller som råmateriale til tekstilfibre. Røde Kors sikrer gennem kontrakter med vores samarbejdspartnere, at tøjet videresælges og genbruges ansvarligt både i forhold til miljø, arbejdsforhold og importrestriktioner. Alt tøj kan bruges til at hjælpe mennesker i nød.”
Der sker altså flere ting med det tøj som doneres til Røde Kors, men som du kan læse bliver noget af det solgt til udlandet som beklædning.
Vi er netop ved at undersøge, hvad der sker med genbrugstøjet fra Vesten og hvordan det havner i lande som Uganda. Vi vil ikke konkludere for meget for tidligt, men indtil videre har vi fundet ud af, at uganderne betaler for det brugte tøj fra Vesten og Asien, og sælger det på markeder som Owino. Dette skaber en masse jobs, og tøjet sælges billigt. Tanja købte som nævnt to bluser til sin datter for ca. 9 kr. Herved har folk med færre ressourcer også råd til tøjet. Vi har snakket med flere om, hvad de gør med tøjet, når de ikke længere vil gå med det. Mange har sagt, at de giver det videre til kirken, som så giver det gratis til de aller fattigste.
Men vi er jo stadig i gang med at snakke med en masse mennesker for at få en bedre forståelse for, hvilken betydning genbrugstøjet fra Vesten har for uganderne.
Vi skal jo skrive et helt speciale om dette, så jeg skal nok følge op på det, når vi er nået længere i processen 🙂
De bedste hilsner
Bettina
Hej Bettina
Hvor er det spændende at følge. Det lyder godt nok som en helt anden verden at være i! Jeg er spændt på hvad i finder frem til i specialet. Mega fedt at du skriver om det!
Jeg er blot lidt nysgerrig på alt det med at gefærde sig rundt, som du også skriver lidt om. Jeg kan forestille mig at man skal tage sig mange forholdsregler, da man jo uden tvivl stikker ud som den “hvide med penge” i flokken. Du skriver at i tager jeres chauffør med, vil du ikke skrive lidt om jeres aftale med ham? Er det normalt at man betaler for mere end blot køreturen? Og hvordan har i fundet ham? Og hvad synes han om at komme med ud? 🙂
Jeg er også lidt nysgerrig på noget så lavpraktisk som hvor i bor/sover? Og hvordan i har fundet det.
Jeg ønsker jeg alt held og lykke med specialet og er spændt på de kommende blogpost 🙂
Mvh.
Mo
Hej Mo.
Tak for din kommentar 🙂
Ja, man stikker meget ud, og derfor får man jo også rigtig meget opmærksomhed, når man går rundt hernede. Men folk er generelt super flinke og vi har ikke været ude for virkelige ubehagelige situationer. Folk kan godt finde på at tage fat i en, men så må man jo bare hive armen til sig.
Vi sørger dog for ikke at gå og vifte med vores mobiltelefoner. Vi har ikke alle mulige flotte smykker på og jeg har altid en skrå skuldertaske foran på maven, så jeg kan holde øje med mine ting. Desuden er bh’en et godt sted at gemme sine sedler, selvom de bliver lidt svedige.
Her er ikke offentligt transport andet end små overfyldte minibusser og boda bodas (motorcykler), hvor man sidder bagpå uden hjelm. Der sker en del ulykker og derfor har vi ikke kastet os ud i disse transportformer, men dette svinger jo meget fra sted til sted. Da jeg var i Tanzania og Indien kørte jeg med masser af lokale busser. Vi er dog blevet frarådet at tage disse transportformer her i Kampala, og derfor er vi blevet nødt til at hyre en privat chauffør.
Vi betaler ham for en dag ad gangen, og han går så med os rundt. Forleden sagde vi dog til ham, at vi sagtens selv kunne gå på marked og så ville vi bare ringe, når vi skulle hentes, men han insisterede på at gå med os derind. Han er altså sammen med os hele dagen og så køber vi også mad og drikke til ham, hvis vi selv skal have noget.
Jeg har dog aldrig haft en privat chauffør, der fulgte mig overalt på mine andre rejser. Så dette er slet ikke nødvendigt generelt. Men lige Owino marked, hvor vi udfører vores feltarbejde, er et meget, meget travlt sted med masser af mennesker, der ikke tjener særlig meget. Der er flere Ugandere, der ikke selv vover sig derind, men derimod køber tøj fra sælgere, der køber tøjet inde på marked og så sælger det en lille smule dyre udenfor marked.
Tanjas kæreste er fra Uganda, så hans familie har fundet en lejlighed, som vi lejer. Det er gennem udlejeren, at vi kom i kontakt med chaufføren.
Håber, at jeg fik svaret på det hele. Ellers må du sige til.
Du planlægger måske selv at skulle ud at rejse igen? 😊 Du er jo næsten lige kommet hjem fra New Zealand ikke?
Mange hilsner
Bettina
Tusinde tak for et så uddybende svar! Det lyder alt sammen virkelig spændende. Og så lyder det til at i har fundet jer en rigtig god chauffør 🙂
Og ja, jeg planlægger at tage mit sidste år på kandidaten ude i verden et sted – find et godt projekt og skrive speciale om det, ligesom du gør. Så det er så inspirerende at følge dig 🙂