Så varer det ikke længe før Tanja og jeg skal aflevere vores speciale. Det har været fedt at skrive det, og det var især super spændende at være i Uganda, men det bliver nu også meget rart at få det afleveret – så vi endelig kan kalde os færdiguddannet. Jeg begynder at glæde mig mere og mere og har reflekteret lidt over, hvad jeg især glæder mig til.

1. Læse mere

Jeg ser frem til at have mere tid til at læse. Når man studerer læser man jo virkelig meget, men jeg glæder mig til at læse nogle selvvalgte bøger. Både diverse selvbiografier, men også mine veninders bøger. Jeg er i det hele taget bare bagud på læsefronten.
Du kan se min must read liste 2018 og finde inspiration til, hvilken bog du skal læse næste gang.

2. Skrive mere

Som du måske ved udkommer min ungdomsbog At Danse Mellem Glasskår til november 2018. Det har virkelig sat skub i min skrivelyst, og derfor glæder jeg mig til at have mere tid til at skrive nogle flere bøger. Jeg ser også frem til at få skrevet flere ugebladsnoveller, da jeg desværre ikke har fået skrevet lige så mange som jeg har haft lyst til det seneste års tid.

3. Bedre løn

Når jeg bliver færdig med min kandidat i Internationale Udviklingsstudier er lønnen selvfølgelig en anden, end nu hvor jeg er lønnet på baggrund af min bachelor. Det bliver fedt ikke længere at være på SU.

4. Købe mere økologi og Fair Trade

Når jeg ikke længere er på SU, får jeg forhåbentligt lidt mere luft i økonomien. Så vil jeg gerne blive bedre til at købe langt flere økologiske varer og Fair Trade.

5. Mere tid til Ringe i Vandet

Jeg glæder mig også til at få mere tid til Ringe i Vandet, som desværre er blevet lidt forsømt efter min bog er blevet antaget hos Tellerup. Det har bare været så spændende, at min bog nu skal udgives, og derfor har mit fokus været på at få lavet en fed forside, bagsidetekst og læse korrektur.
Jeg ser frem til at få lidt mere tid til at finpudse Ringe i Vandet og det nye blogdesign. Fx har jeg længe gerne ville lave uddannelsessiden. Dette kommer der forhåbenligt lidt mere tid til.

 

Hvad glæder du dig til?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...