Da jeg var i Indien mødte jeg atten årige Siranjeevi og hans far Muthumani. For Siranjeevi er drømmen om at komme på universitetet gået i opfyldelse. Han er den første roma i sin landsby, der nogensinde er nået så langt. Romaer har ikke tradition for at sende deres børn i skole og de børn, som påbegynder en skolegang, diskrimineres ofte af de andre elever og lærerne. Derfor er det helt usædvanligt, at Siranjeevis har formået at komme på universitetet. Dette skyldes ikke mindst hans far Muthumani.

”Jeg ville slet ikke være nået så langt, hvis min far ikke havde støttet mig. Det er jeg sikker på.” Smiler Siranjeevi og ser på sin far. Der er ingen tvivl om, at de to er far og søn. De har de samme mandelformede øjne, brede næse og fyldige læber.

Siranjeevi og hans far Muthumani

Siranjeevi og hans far Muthumani

Da Siranjeevis far Muthumani var barn levede han og hans familie som traditionelle romaer. De rejste fra sted til sted for at sælge hjemmelavede halskæder. Hele dagen stod de i den bagende sol, og viste halskæderne frem. De små runde perler glimtede i sollyset, mens sveden løb fra romafamiliens pander. Muthumani vifter med hånden, mens han fortæller. I årendes løb er håret blevet gråt, men han husker alligevel drømmen om at komme i skole helt tydeligt: ”Jeg gik ikke i skole, men har altid været meget nysgerrig efter, hvad der skete sådan et sted. Så da vi i en periode boede tæt på en skole løb jeg ofte derhen, for at se, hvad de andre børn lavede.”

Muthumani

Muthumani

Trods Muthumanis store drøm om at være sammen med de andre børn og lære at læse og skrive, nægtede faderen at lade ham deltage i undervisningen. Muthumani var god til at sælge familiens hjemmelavede halskæder, så de havde brug for ham. Familien havde nemlig svært ved at tjene penge nok til at brødføde sig selv. Derfor opfordrede faderen Muthumani og hans søskende til at tigge, selvom moderen ikke brød sig om det. I romasamfundene er tiggeri en helt naturlig måde at overleve på, og derfor er der ikke mange romaer, der sætter spørgsmålstegn ved denne praksis.
”Jeg ville ikke tigge,” Muthumani hæver stemmen og ser på os. ”Jeg vil være et menneske. Så en dag sagde jeg til min far: Man kan leve uden mad, men ikke uden værdighed.”

Dette livssyn har han ført videre til sin egen familie. Drømmen om at komme i skole, gik aldrig i opfyldelse for Muthumani og derfor har det været ekstra vigtigt for ham, at hans egne børn fik chancen.

Vil du vide hvordan det lykkedes Siranjeevis at komme på universitetet, så se mere her.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...