Anmelder: Charlotte Christensen

Darling og hendes venner bor i Paradise, en fattig by i Zimbabwe. Når de er sultne, hvilket er hele tiden, tager de hen til Budapest, hvor indbyggerne er rige og stjæler fra deres guavatræer. De opfinder deres egne lege, der næsten alle sammen handler om Vesten og drømmer om at slippe væk fra Paradis og leve et liv i luksus. De møder NGO grupper med foragt og deres evindelig knipsen med kameraet, for de har ikke bedt om at få taget deres billede, men stiller alligevel op for at få det legetøj, de tilbyder.

I deres fortællinger om hvordan de en dag undslipper et liv i fattigdom og sult, optræder Darlings moster Fostalina altid, hende der bor i USA og har lovet at komme og hente Darling en dag. Og en dag kommer hun også og tager Darling med til Detroit. I USA er Darling måske aldrig sulten eller mangler noget, men alligevel føler Darling, at hun havde noget i Zimbabwe, som hun ikke har i USA. I takt med hun bliver bedre til at skjule sin accent for at passe bedre ind, mister hun langsomt kontakten til sine venner og sin familie i Zimbabwe og finder ud af på den hårde måde, at hun måske ikke længere er en del af det samfund. Og at det vil være mere kompliceret at se dem igen, end hun troede.

Bulawayo skriver meget simpelt, og romanen er derfor nem at læse, men på trods af de vigtige emner føler jeg ikke, at de fleste af karaktererne er særlig sympatiske. Det er måske med vilje, at hun har skrevet dem sådan, de har trods alt haft en hård opvækst med sult, død og krig som efterkommerne af revolutionen og beboer i et land, hvor det er kaos og militærmagt, der styrer i stedet for demokrati. Det kan være en afbildning af sind, der har set og mærket ting, som mennesker ikke bør se eller mærke. Men på trods af det, er der dog et par fine kapitler i bogen, som er skrevet meget smukt og næsten poetisk og man ender dog også med at føle en smule sympati for Darling og hendes familie i USA til sidst.

3 ud af 5 stjerner.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...