Anmelder: Trine Vianne Ipsen

Under en strålende sol er en fortælling om to afghanske kvinder, Miriam og Laila, hvis skæbner bliver flettet sammen, da de tvinges ind i et ægteskab med den samme mand. Det er en barsk historie, men ikke uden håb.

Foruden at følge de to kvinder fra barnsben, følger man også en afgørende bid af Afghanistans historie. De mange krige Afghanistan har været igennem kan godt virke til at flyde sammen fra et vestligt synspunkt, men den forandring, der skete i afghanske kvinders forhold og rettigheder, illustrerer et skarpere skel mellem hver konflikt og understreger vigtigheden af ikke blot at afskrive Afghanistan som en håbløs uendelighedskonflikt.

Forfatteren slipper overbevisende afsted med at skrive om disse kvinders liv, der må lægge langt fra hans eget, da han som barn af en diplomat forlod Afghanistan som elleveårig og siden blev Amerikansk statsborger. Der bliver nogle gange sat spørgsmålstegn ved, om man som privilegeret kan og bør skrive ud fra de ikke privilegerede, som jo sjældent har mulighed for at skrive deres egen historie. Gør man dem en tjeneste ved at sætte fokus på deres lidelser, eller tager man kontrol over deres historie og tager derved endnu mere fra dem?

Khaled Hosseinis første bog, Drageløberen, er meget mandsdomineret, hvilket man så accepterer, at alle hans bøger burde være, hvis man afviser hans ret til at skrive fra et andet synspunkt end hans eget. I hans forsøg på at komme tættere på disse kvinder, kommer vi også tættere på dem på den specielle måde, man kun kan igennem bøger. Vi føler deres smerte og glæde, og det retfærdiggører efter min mening det privilegerede sted, Hosseini skriver fra.

Under en strålende sol tager sig god tid om at komme i gang – meget god tid. Den er dog stadig værd at give tid på grund af helhedsoplevelsen og slutningen. Der er enkelte scener, der er så brutale, at man ligeså godt kunne have sat en gyser på, hvis man ville have så ondt i maven, men hvis man kan klare det, bliver man også belønnet med små lyse øjeblikke, der næsten vejer op for mørket.

4 ud af 5

 

 

 

Læs også Anja Nielsens anmeldelse af Khaled Hosseinis første bog, Drageløberen.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...