Aktion Børnehjælps salg af dyner på SkindergadeAktion Børnehjælp har sit eget lille dynelager på Skindergade, hvor vi sælger second-hand dyner. Som praktikant er det vigtigt for mig at få indblik i Aktion Børnehjælps forskellige aktiviteter, og derfor tog jeg ind for at sælge dyner i sidste uge.
Aktion Børnehjælp har fået lov til at stå i porten i Skindergade 12, og med en god sprittusch, et par hjemmelavede plakater, en god stak brochurer og et væld af dyner, så har vi nu en rigtig hyggelig dynebod.

Salg af dynerJeg var kun lige ankommet til boden, da de første forbipasserende viste interesse. Jeg fortalte dem, at dynerne er blevet brugt i fire måneder af udvekslingsstuderende fra USA, og at Danish Institute for Study Abroad (DIS) efterfølgende har valgt at donere dem til Aktion Børnehjælp. Det er derfor vi har mulighed for at sælge en dyne med tilhørende pude for blot 40 kroner.

Jeg stod i den lille dynebod sammen med Augustine, som netop er kommet til Danmark fra USA. Når jeg ikke snakkede med de mange interesserede mennesker, som kom forbi boden, lærte jeg Augustine at sige: ”Hav en god aften.” Der var virkelig mange, som var nysgerrige og ville høre mere om vores arbejde. Derfor fik jeg hurtigt travlt med at fremvise dyner, fortælle om vores projekter i Indien og tage billeder. Når jeg ikke kunne nå at snakke med alle, fortalte Augustine om vores arbejde på engelsk, og det varede ikke længe, før han afsluttede alle sine samtaler med: ”Hav en god aften.”

Aktion Børnehjælps dynesalg

Køb af dyneDe to timer fløj af sted. Vi fik solgt en masse dyner, puder og en enkelt topmadras. De, som ikke selv manglede en dyne, tog en flyer med til deres børn, som skulle flytte hjemmefra, til deres onkel, der manglede dyner til sit gæsteværelse eller til deres ven, som netop var flyttet til København. Der var også rigtig mange, som valgte at donere penge til Aktion Børnehjælps arbejde for uddannelse og sundhed til fattige og udsatte børn i Indien.

Jeg synes virkelig, at dynesalget er et godt koncept. Ikke nok med, at vi tilbyder folk et godt produkt meget billigt, så er genbruget af dynerne godt for miljøet, og alle pengene går ubeskåret til Aktion Børnehjælps arbejde i Indien.
Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg står i Skindergade 12 og sælger dyner.

Står du og mangler en dyne, pude eller topmadras? Så se vores åbningstider her.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...