Siden 1965 har Aktion Børnehjælp og deres lokale partnere hjulpet flere millioner nødlidende børn i Indiens slumkvarterer og landdistrikter. Jeg mødte selv flere af disse børn, da jeg i oktober 2014 var i Indien for at besøge et par af Aktion Børnehjælps projekter. Det er et fantastisk stykke arbejde, som denne lille NGO udfører, og derfor bør det naturligvis fejres, når Aktion Børnehjælp netop er fyldt 50 år.

Den 1. oktober 2015 cyklede jeg derfor til VerdensKulturCentret, hvor Aktion Børnehjælps jubilæumsreception foregik. Jeg havde glædet mig meget til denne dag, for det var længe siden, at jeg havde set mine gamle kollegaer. Efter jeg har fået job i både Red Barnet og Dansk Flygtningehjælp, har der desværre ikke været meget ekstra tid til mit frivillige arbejde hos Aktion Børnehjælp. Derfor var det rigtig skønt at se de andre frivillige, og hilse på de nye praktikanter, som har haft travlt med at stable jubilæumsreceptionen på benene. Jeg blev positivt overrasket over de mange mennesker, som strømmede ind ad døren, og ligesom jeg snuppede en velkomstdrink og uddelte knus til dem de kendte.

Fra venstre: Sally, mig (Bettina), Sarah, Kirstine og Louise.

Fra venstre: Sally, mig (Bettina), Sarah, Kirstine og Louise. Det var hyggeligt at se AB-pigerne igen.

Sally og Kirstine, som var i praktik i Aktion Børnehjælp samtidig med mig, kom også, og det samme gjorde forhenværende studentermedhjælper Sarah. Det var dejligt at se pigerne og høre om alt det, der er sket siden sidst. Kirstine har afleveret sit speciale, Sally var kommet hjem fra sin praktik på den danske ambassade i Nepal, og Sarah havde været i praktik hos Folkekirkens Nødhjælp i Kirgisistan, som hun også har fortalt om her på bloggen.

Aftenen startede med taler om Aktion Børnehjælps udvikling. Hvordan NGO’en i 1965 under navnet Abbé Pierres Klunsere sendte mælkepulver og strik til Indien. Til nu at have fokus på at sikre børns uddannelse og ernæring.

Programleder Anja Nielsen fortæller om Aktion Børnehjælps projekter i Indien.

Programleder Anja Nielsen fortæller om Aktion Børnehjælps projekter i Indien.

Programleder Anja Nielsen fortalte bl.a. om drengen Ranjit, der efter at være kommet med i en af Aktion Børnehjælps børnerettighedsgrupper, har hjulpet den lille pige Kabita til at komme i skole. Læs hele historien.

Herefter blev Aktion Børnehjælps nye logo præsenteret. Der har været meget overvejelse forbundet med at skifte logo, men det har været vigtigt for Aktion Børnehjælp at bevæge sig væk fra den triste dreng med koen, til et mere positivt logo, der afspejler Aktion Børnehjælps fokus på uddannelse. Jeg synes, at det nye logo er blevet rigtig godt, dog bør man lige vide, at popfuglen er Indiens nationalfugl.

Vi fik også indisk buffet med bl.a. vada med kokoschutney og purri med sambar. Det bragte mig straks tilbage til mit ophold i Indien, hvor vores lokale partnere hele tiden ville have mig til at spise mere og mere. Til dessert var der lækker kage fra Charity Bakery.

Efter maden var der flere spændende foredrag. Jeg morede mig gevaldigt, da biologen Anders Kofoed fortalte om mærkelige indiske dyr. Han fortalte fx om en indisk reje, der kan knipse, så dens sidemand besvimer. Det var meget spændende og lærerigt, og jeg vil anbefale alle, at gå ind og høre et foredrag med ham.

Herudover var der indisk musik og en auktion med utrolig flotte donationer. Alt fra vin, indiske tæpper og kroophold. Komiker Sebastian Dorset var vært for auktionen, og det var spændende at følge med i, hvor meget de forskellige donationer blev solgt for, og hvem det lykkedes at få dem med hjem.

Der blev i alt samlet 39.442 kroner ind, som skal gå til at forbedre fremtiden for udsatte børn i Indien. Det var virkelig en god og hyggelig aften i velgørenhedens tegn.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...